Hvis der er et program jeg bruger stort set hver dag på min MacBook Pro, så er det programmet Curio fra Zengobi. Jeg har brugt programmet siden version 2 eller 3, og for nylig opdateret til version 7, som byder på endnu flere fantastiske features.
Men hvad er da så fantastisk ved Curio?
Curio er en schweizerkniv for kreative personer. Faktisk kan og har Curio været brugt af alt lige fra konservatoriemusikere, fotografer, videnskabsmænd (og kvinder – politisk korrekthed skal der jo til i dagens Danmark) scenografer, grafikere, og selvfølgelig webdesignere som mig selv.
Jeg elsker Curio, fordi det fungerer lige som mit hoved. Der lægges ingen bånd på mig, ingen pinocchio-snore som bestemmer hvordan jeg skal strukturere mine idéer og kreative tanker.
Men hvad består et Curio idea space af?
I Curio arbejder man med såkaldte idea spaces. Disse kan bedst sammenlignes med slides i PowerPoint / Keynote. Men hvor at normale præsentationsprogrammer giver hver slide en begrænset størrelse som svarer til din skærm, så byder Curio altså ubegrænset meget plads. Du kan have et idea space på størrelse med en fodboldbane! Det er rart når man researcher, laver moodboards, mindmapper, etc.
- Du kan trække alt muligt ind i Curio: Billedfiler, dokumenter, PDF, visitkort (vCard filer), lydfiler, videofiler, you name it.
- Du kan også skærmgrabbe direkte ind i Curio. Du kan tage billeder med dit iSight webcam direkte ind i Curio.
- Du kan eksportere som PDF, PNG eller til MobileMe (tidligere .Mac) eller maile projektet direkte fra Curio.
Og og og – du kan lave mindmaps! Jeg ELSKER mindmaps!
Alt det du bringer ind i Curio kan du flytte rundt på som det passer dig. Ligesom et kæmpe skrivebord. Det er faktisk enormt nyttigt for kreative personer, da softwaren således visuelt kan repræsentere dine mentale modeller. Når du så i Curio skaber orden i kaos, kan man argumentere for at der skabes orden i dine mentale modeller. Du får med andre ord “styr på dine tanker” omkring et givent projekt, eller en svær problemstilling. For nogle er denne frihed skræmmende og overvældende, fordi der mangler forceret struktur, men hos f.eks. mig, er det den eneste softwareløsning som virkelig gør mig glad at arbejde med, dag ud og dag ind, fordi jeg føler mig hjemme. Jeg kan rode, generere idéer og senere skabe orden og struktur som passer mig. Og NÅR det passer mig. Når den kreative proces indbyder til det.
Curio kan iøvrigt også bruges til at præsentere på storskærm / projektor. Så kan du forsvinder alt unædigt på skærmen, og du kan skifte med piletasterne, og have bløde overgange mellem dine idea spaces, som i dette tilfælde fungerer som slides.
Curio kan rigtig rigtig meget mere. Giv Curio en seriøs svingom på din Mac! Du kan downloade en gratis Curio demo fra Zengobi som laver Curio (og er en fantastisk Mac-udvikler).
Kan du anbefale andre gode Mac applikationer?